Problemer og hvad så?
Af Steen Krarup

Det er ikke altid lige let at forstå sig selv - hvorfor bliver jeg bange i denne situation, hvorfor undlader jeg visse aktiviteter, rejse - flyve - sejle - gå til fester osv.? Vi konstaterer, at noget bremser os, og at vi måske ikke ved, hvad det er, der er årsagen, ikke bevidst i hvert fald. Og vi har vel alle på et eller andet tidspunkt i vores liv stillet os selv dette spørgsmål - hvorfor har jeg det sådan?

Vi kan, når problemet er til stor nok irritation for os selv eller måske under et vist pres fra omgivelserne, begynde at gøre noget ved problemet eller arbejdsopgaven, som jeg vælger at kalde det! Det næste valg, efter at have valgt at gøre noget ved arbejdsopgaven, bliver så at vælge, om man skal til en psykolog, psykiater, eller en komplementær behandler - f.eks. en gestalt-, psyko- eller genkaldelsesterapeut.
For nogen er det et nemt valg, for andre kan det være vanskeligt at finde den rette behandlingsmetode.

Der er kun ét at gøre i denne valgsituation, og det er at lytte til den indre stemme og fornemme, hvad der føles mest trygt for én. Det vigtigste er at vælge kvalitet og ikke bare vælge i blinde. Lyt til andres erfaringer med forskellige behandlingsmetoder og terapeuter for den sags skyld. Det kan blive din personlige guide til den helt rette behandlingsmetode for dig. Giv dig tid til at undersøge tingene, også selv om du har det psykisk hårdt - du ligger trods alt en del af din sjæl i et andet menneskes hænder for en tid! Så de hænder skulle helst være kærlige, forstående, omsorgsfulde og ville dig det bedste.

Der er mange indfaldsvinkler til, hvordan behandleren skal gribe de konkrete arbejdsopgaver an. Nogle terapeuter vil tale om det, der er "problemet" og høre, hvordan du selv tror, du kan løse det. Eventuelt med en kobling til barndommens oplevelser som værende dem, der forhindrer dig i at udfolde dig helt som du gerne vil, og ad den vej få dig til at blive klar over, hvad du i dag hellere vil.
Andre mener det er vigtigt at komme i kontakt med den smerte, som bremser dine livsenergier, og give den - smerten - udtryk gennem verbale udbrud, tegning/maling, dans eller drama. Atter andre vil gå tilbage til fødslen - svangerskabsperioden for dér at finde stærke oplevelser, som kunne være årsagen til de nuværende trængsler. Eller måske endda gå så vidt at mene, at det hele hænger sammen med voldsomme oplevelser i tidligere liv.

Teorier om årsagen til vores "begrænsninger" - "angst" - "smerter" - "mindreværd" osv. er mangfoldige. Måske har alle varianter ret, og måske skal vi til at finde nye veje til sjælens dybder?

Lad os tage et lille tilbageblik for at forstå et udviklingsprincip, som gælder indenfor alle områder af livet. Biblen består som bekendt af et gammelt og et nyt testamente. Det gamle testamente er den "strenge" Fader, der taler til sine "børn", vi bliver givet nogle spilleregler for hvad vi ikke må, de 10 bud - grundreglerne for at leve et godt liv. I det nye testamente kommer "næste generation" - Sønnen med en mere "blød" og kærlig udgave af, hvordan livet kan leves. Ikke fordi det gjorde det lettere, men mere helt. Her forklarer Jesus "Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd , skal han vejlede jer i hele sandheden". Eller "Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen".

Det kunne tyde på, at Jesus var bevidst om at menneskets sjælelige udvikling en dag ville være parat til en slags tredje periode - måske oven i købet i form at et tredje testamente. Dette tredje testamente er allerede efter nogens mening manifesteret i form af Martinus' Kosmologi. Martinus gav ved flere lejligheder udtryk for det princip, som var hans talerør, nemlig Talsmanden den Helligånd som Biblen udtrykker det. Eller som Martinus selv uddybende omtalte sin kilde - Den kosmiske bevidsthed - en dagsbevidst kontakt med det guddommelige visdomsocean.

Ser vi på psykologiens udvikling kan man vel sige, at den startede med den "strenge" fader, Freud, som skabte fundamentet for en forståelse af menneskets psykiske og sjælelige struktur - de grundregler som stadig for nogle terapeuter gælder i dag, og som svarer til det gamle testamentes 10 bud. Ligesom der i dag også stadig er nogle grupperinger, som holder sig mere til det gamle testamente end det nye. "Næste generation"- f.eks. Arthur Janov, som udviklede Primalterapien, har til formål at give klienten en meget voldsom form for katarsisoplevelse, følelsesforløsning, som Janov mente var nødvendig for at bryde igennem til sit virkelige potentiale.

Men mange andre med ham ville nye veje til en dybere forståelse af vores inderste sjæl. A. Lowen udviklede en lidt anden teknik, bioenergetiske øvelser, hvor musklerne fikseres i nogle bestemte stillinger, og via en kontrolleret vejrtrækning kommer klienten i kontakt med de følelser, som forårsagede muskelpanseret. Fælles for "næste generations" større erfaring var, at det blev et opgør med den gamle metode - psykoanalysen - som næsten kun fokuserede på samtale, analyse og forståelse af det konkrete problem - til nu næsten kun at omfatte følelsesudbruddene - hjernen blev billedligt talt hængt på knagen udenfor døren. Følelserne kan ikke analyseres, de skal opleves, var holdningen.

Med en masse glidende overgange gennem årene, med nye teorier og metoder til at nå nye dybder af vores sjæl, er vi måske også indenfor psykologien på vej ind i en tredje fase, hvor sandheden skal åbenbares for os. Hvor der ikke længere vil blive talt i billeder til os, men hvor vi nu er modne til en mere direkte tale, og dermed til at få et mere fuldstændigt og direkte overblik over sindets/sjælens inderste væsen.

NLP - Landmark - rebirthing - regresionsterapier - er blot nogle af de "nye" navne på teknikker, som tilbyder os at trænge ind i sjælens lønkammer for dér at finde årsagerne til vores trængsler. Hver især tilbyder de deres eget helt unikke værktøj - nøgle - til at låse sindets aflåste døre op. Baggrundene, filosofien bag hver enkelt teknik, er ofte en dybere forståelse af menneskets oprindelige evighedsnatur, men hvad der hos den enkelte terapeut bliver lagt vægt på er selvfølgelig meget individuelt.
Den i dag meget anvendte holistiske tanke har holdt sit indtog i terapiverdenen på godt og ondt. Forhåbentlig mest godt. På længere sigt vil også disse teknikker formodentligt vise sig værende for primitive, og nye vil se dagens lys. Og dem vi i dag synes er lovlig fantasifulde, kan vise sig at være døren til disse nye metoder, hvem ved?

Der vil, som der altid har været, være terapeuter der værner om de sikre og kendte metoder, ligesom der vil være nogle som, næsten i blinde, kaster sig ud i nogle forrygende teoretiske sammenbrygninger, som på sigt kan vise sig ikke at være hele "sandheden", men endnu et skridt nærmere den virkelige forståelse af vores oprindelse og inderste sjælelige natur. Og hvem er vi, der kan vurdere, hvad der er hvad? Denne vurdering vil jo altid være en subjektiv vurdering, som dybest set kun har til hensigt at værne om vores egne indsigter - eller mangel på samme.

"Virkeligheden" er, at når jeg står på et langt lige stræk af togskinner, så ser jeg med mine egne øjne, at der bliver mindre og mindre mellemrum imellem skinnerne, jo længere jeg kigger ud mod horisonten. Men "sandheden" er - at det gør der ikke! En meget vigtig betragtning i vores bestræbelser på at forstå forskellen på vores virkelighedsopfattelse og sandhed! Så når vi sanser et eller andet i livet, er det altså bare en del af "sandheden", vi registrerer. "Sandheden" vil til stadighed blive sløret af vores personlige virkelighedsopfattelse et godt stykke videre hen ad vores udviklingsvej - "der bliver mindre afstand imellem skinnerne"-oplevelsen. I teorien ved vi som nævnt, at der ikke bliver mindre afstand, men det ændrer ikke oplevelsen. Vi kan begynde at skabe en teori og fortælle at "sandheden" er en anden - afstanden er den samme derude i det fjerne som her, men hvorfor skulle nogen tro os, de kan jo selv se, hvordan det forholder sig i deres "virkelighed"!

Og sådan er det også med de teorier, vi kan skabe omkring terapeutiske teknikker, og de oplevelser vi kan have i terapiforløbene. Det er det samme princip der gælder, når vi som klienter via de forskellige teknikker oplever vores fortid, barndom, fødsel, svagerskabsperioden eller det, der tyder på tidligere liv. Oplevelserne vil til enhver tid være farvet af vores holdninger/erfaringer, vores bevidste eller ubevidste overbevisning om årsagen til vores dysfunktionelle adfærd, altså igen, som vi tror virkeligheden er. Måske er 90 - 95% af det, der opleves under terapiforløb hjemmehørende under denne kategori. De resterende 5%, der kunne kaldes sandhedsoplevelser, resulterer i en total og vedvarende forvandling af klientens sind og sjæl. Disse sandhedsoplevelser kendetegnes ved at være erindringsoplevelser, som 100% kan verificeres af omgivelserne. En ny og mere positiv adfærd er brudt igennem, til glæde for klienten og forhåbentlig også for omgivelserne.

Her møder vi så et af de for mig at se store paradokser i terapiverdenen. Tilsyneladende er sindet ligeglad med, om det den oplever er sandhedsoplevelser eller blot oplevelser, der er et produkt af vores egen virkelighedsopfattelse. For nogle gange lykkes det jo rent faktisk for mange at ændre deres adfærd gennem den oplevelsesorienterede terapi, eller gør det? Det har altid undret mig, hvorfor nogle mennesker har gavn af én type terapi og ikke af en anden? Hvad er det helt præcist, der er den afgørende forskel på, om det virker eller ikke virker?

Her oplever vi måske en af sindets største styrker. På samme måde som vores nuværende psykiske ubehag er blevet til gennem sindets overbevisning om en specifik virkelighedsopfattelse, f.eks. angst for edderkopper, så kan den også, når den finder ud af, at der kan eksistere en anden virkelighed, fjerne det der før var et psykisk problem blot ved at ændre sin holdning til det. Dette fænomen kendes især indenfor lægeverdenen, når der skal afprøves ny medicin. Her får en gruppe den nye medicin, og en kontrolgruppe får den ikke. Alligevel bliver mange ofte raske i kontrolgruppen - patienterne i kontrolgruppen har måske været overbeviste om, at netop de fik den nye helbredende medicin, og derfor blev de raske. Men Placebo-effekten i forbindelse med bearbejdelsen af vores psyke er måske tankevækkende større, end vi forestiller os. Sindets evne til at overbevise sig selv om, hvordan "virkeligheden" er, er enorm. Og har den overbevisende oplevelser under et terapiforløb, som tilsyneladende forklarer, hvordan et traume er opstået, er den i stand til efterfølgende at ændre sin adfærd, når sessionen er overstået. Jeg har set disse forvandlinger, og de er overbevisende. Men jeg har også den fornemmelse, at hvis klienten bliver presset tilstrækkeligt, vil det gamle psykiske sår bryde op igen, og vanehandlingen vil vende tilbage. Dette ville ikke kunne ske ved en sandhedsoplevelse!

Det leder mig frem til følgende konklusion: at sindet - sjælen, måske ikke er så afhængig af de ydre tiltag - teknikker - medicin osv., men at vi alene ved hjælp af vores egen indre overbevisning om, hvad der er vores virkelighed samt troen på "helbredelse" kan ændre tingenes tilstand.
Så vi behøver måske ikke tænke længe over, om vi skal til den ene eller anden terapeut eller bruge den ene eller anden teknik, for forandringen skabes først i sindet, når den er overbevist om at den er "rask". Så når du går til en behandler, så gå engageret i overbevisningen om at det hjælper dig, og alene dét, at du tror på det, kan fjerne dine trængsler.

Formodentlig bliver vi nogen tid endnu nødsaget til fysisk at bevæge os hen til en terapeut, da vores evne til at tro på den slags "mirakler" endnu ikke er udviklet fuldt ud. Vores virkelighedsopfattelse fortæller os, at vi nødvendigvis må kende de mest intime detaljer i fortidens forfærdelige oplevelser, før vi kan blive befriet for deres snerrende lænker.

En dag evner vi måske endda at sige - Problemer og hvad så!

retur